Faste læsere

torsdag den 13. november 2014

Flere projekter i gang.


Når jeg har en ledig stund laver jeg "mursten" af æggebakker. Det er kun låget, jeg bruger, og kun æggebakker til 10 æg. Æggebakker til 6 æg kan også bruges, men det er lidt mere besværligt.
 
Jeg laver dem 1/4 inch høje og 3/4 inch brede. Jeg bruger inch i stedet for cm, fordi den tutorial jeg bruger er amerikansk. Du kan finde metoden hos Brae i Otterines miniatures. Her viser hun både hvordan man laver dem og maler dem. De skal bruges til det nye hus, jeg har planer om (engang - suk).
 
Af hvert låg til 10 æg bliver der ca. 200 mursten. Jeg har foreløbig lavet 5 låg, så der er laaaang vej endnu. Jeg regner med at skulle bruge omkring 6.000 mursten. Jeg runder hjørnerne ganske lidt.  
 
 
Jeg lovede jo miniature igen. Det blev dog ikke påklædningsværelset, jeg fortsatte med. I stedet har jeg lavet en kamin til stuen. Det er et kit fra Chrysnbon. Jeg har lavet en del kit derfra og altid været tilfreds med materialerne og resultatet, men denne her kamin - du godeste - Den har været svær at samle. Det er som om tingene ikke rigtig passer sammen, og jeg synes også den er lidt skæv. Jeg har endnu ikke besluttet mig for, om jeg vil beholde den. Den jeg lavede til herreværelset er meget, meget bedre. 


Jeg har dog ikke kunnet lægge broderiet helt på hylden. Sammen med puffen havde jeg bestilt et kit hos Janet Granger til en miniature broderi ramme.


Jeg er sikker på, at den bliver fin, men jeg skal da lige love for, at det er nogle af de mindste sting, jeg har lavet. Som du kan se fylder en hel rose mindre end 1 cm.


Der broderes på 40 Count gauze. Puffen blev broderet på 32 count gauze, hvilket nok er den størrelse, jeg skal bruge fremover, hvis jeg gerne vil brodere mere end ½ time ad gangen uden at blive fuldstændig skeløjet.


Nærbilledet er desværre noget utydeligt.

Men stuen skal nok blive fin. Der er rosa tapet på væggene og træ på gulvet. Fodpanelerne er bejdset.


Jeg har foreløbig placeret kaminen i hjørnet af stuen. Der skal også karm rundt om døren.


Tjaa lidt sker der da :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar