Faste læsere

torsdag den 23. august 2018

Nye broderier

Nej, jeg har ikke helt opgivet mine miniaturer (endnu), men som tidligere fortalt har jeg ikke plads til flere huse i mit værelse, og da jeg er næsten helt færdig med mit 4. hus, gemmer jeg de sidste projekter til vinter.
 
Men jeg har jo også en anden passion - nemlig broderi.
 
For lang tid siden - jeg tror det var i vinter engang - læste jeg en anmeldelse om en bog med broderede dyr. Det var Hazel Blomkamp fra Syd Afrika, som var i gang med at skrive den. Jeg kender udmærket Hazel Blomkamps arbejder og har tidligere lavet nogle af hendes broderier. Bl.a. dette, som efterfølgende er blevet til en pude.
 
 
Nå, men omsider blev bogen færdig, og jeg bestilte straks to kits hos Hazel.
 

Mit barnebarn skal have det ene broderi, så hun fik selv lov til at vælge, hvilket dyr det skulle være. Hun valgte elefanten Shirley.


Den har jeg nu broderet på i ca. 3 måneder, og dette er så langt, som jeg er kommet indtil videre.


Broderiet er monteret på en stor broderiramme, så den var ikke til at slæbe med på den ferie til Frankrig, som jeg lige er kommet hjem fra.


Til mig selv valgte jeg uglen Maureen.


Og den tog jeg så med på ferie. Jeg nåede så langt på ferien


Jeg havde ikke rigtig noget at transportere materialerne i, så jeg broderede og syede en taske til tingene af materialer, jeg havde liggende, så tasken er faktisk gratis.




Håber I synes om dette indlæg, selv om det ikke handler om miniature.

tirsdag den 1. maj 2018

Sophie II

Det har været rigtig småt med miniaturer den seneste tid. Lysten og inspirationen har ikke rigtig været til stede.

Desuden har jeg skadet mit knæ - blot ved at gå ned ad en trappe - så jeg har næsten været ude af stand til at gå de seneste 14 dage, og det er stadig ikke i orden :-(

Lidt har jeg dog fået lavet. Jeg har langt om længe fået lavet Sophies converse støvler færdige. Jeg brugte denne tutorial: https://mitchymoominiatures.blogspot.dk/2016/04/30-somethings-1-converse-boots.html men eftersom Sophie har store fødder, måtte jeg ændre størrelsen flere gange.

Det sværeste var ikke længden på støvlerne, men derimod højden, så jeg tror jeg lavede 10-11 forsøg, før det lykkedes nogenlunde. Jeg er stadig ikke helt tilfreds, men nu må de være, som de er i et stykke tid. Jeg må jo også se at få lavet noget tøj til hende.

Det har jeg i det mindste en idé om, hvordan skal være. Kjolen har jeg klippet, og så skal hun have en jakke - måske en læderjakke haha.

Her er nogle ikke så gode billeder af støvlerne:

 
 



Håber på, at jeg snart vender tilbage.

 

mandag den 26. marts 2018

Sophie

Først vil jeg sige velkommen til de nye følgere her på bloggen. Håber I synes om, hvad I læser :-) og kom meget gerne med kommentarer.

Og nu til historien:

Første gang jeg mødte Sophie var på nettet. Nærmere bestemt på www.shapeways.com Her var hun pludselig under pseudonymet Alter Ego.

Jeg måtte bare eje hende og fik min mand til at forære mig hende i fødselsdagsgave. Det tog ikke mange dage, før hun ankom i min postkasse.

Billedet viser hendes arme med anvisning på, hvordan de samles. Hun er samlet med 1 mm wire, således at hun kan posere, præcis som man ønsker det.


Det tog et stykke tid, før jeg fik hende sprøjtemalet og samlet.


Hun ser lidt uhyggelig uden hår på hovedet.


Og hun har meget lange ben :-)


Med hår på hovedet er hun straks meget kønnere.



Det tog yderligere tid, før hun fik undertøj på. Hun havde godt nok også klaget en del over, at hun skulle ligge helt nøgen på bordet, synlig for enhver, som kom forbi. Nu er hun i det mindste anstændig, og venter kun på, at jeg får lavet hendes converse støvler færdige. Ikke helt nemt, for hun har store fødder i forhold til andre på hendes størrelse.

Med tiden skal hun jo også have noget mere tøj på, selv om det snart er forår her i landet.


I kommer til at høre meget mere om Sophie.

lørdag den 17. februar 2018

Sideværelse til bibliotek



 Jeg syntes der manglede en ting på væggen i biblioteket, så jeg kopierede min families våbenskjold, gav det lidt farve, og satte det fast på væggen. Nu er biblioteket helt færdigt.
 

Når man "kun" skal møblere et rum, går det dejligt hurtigt, så jeg kan allerede nu præsentere jer for det møblerede sideværelse til biblioteket.

 
På væggen hænger et Europa kort og en lille kalender. På den lille reol står en morter og et billede.
 
På bordet står en kande med tulipaner (begge hjemmelavet) et glas vand, en sammenrullet avis og en lysestage med lys i.
 
Den lille skammel har jeg broderet. På gulvet ligger et dejligt hvidt væg til væg tæppe.
 
 
På kaminhylden står endnu et billede samt to danse damer. Oprindeligt bare metal figurer, som jeg har malet.

 
Broderiet på ramme har jeg også lavet. Den og skamlen er kits fra Janet Granger Embroidery.


På chaiselongen ligger et udvalg af LP plader. Chaiselongen har jeg lavet efter en tutorial fra 1 inch Minis.


På skrivepulten (et kit fra Miniseum) ligger en opslået bog, som er en gave.

Blomsten i hjørnet har jeg selv lavet, og også den lille brændekurv fyldt med brænde.


Jeg er nu gået i gang med at lave gelænder fra spille værelsets kig til biblioteket. Vi kan jo ikke have, at nogen falder ned og slår sig lol.

søndag den 11. februar 2018

Biblioteket

Jubii så er biblioteket færdigt. Det har været så sjovt at indrette det med alle de ting, jeg havde.

Det første lidt dystre billede viser blot den lille lampe, som står på skrivebordet. Denne og loftlampen er begge fra Miniseum.


Her har vi et vue over hele biblioteket i aftenbelysning.


Jeg fik lavet en trappe ind til sideværelset, som ikke er så dominerende. Globussen og det lille ur på kaminhylden husker jeg ikke, hvor jeg har fra.


På bordet under trappen står en figur og en stabel bøger.

På skrivebordet kan man se dagens avis og telefonen.


Resten af skrivebordet er fyldt med familiebilleder, et guldur, en cognacflaske med et fyldt glas, breve og attester samt en cigar. Det var herligt at udvælge og montere familie fotografierne.


På stolen ligger en pude, som jeg har broderet. Kittet er fra Janet Granger embroidery.

Skrivebordet og stolen står på mit påfugletæppe, som tog mig et års tid at brodere.


På den første reol står en bronze statue af en kriger, og på bibliotekstrappen ligger nogle bøger, som skal sættes på plads.

Man kan lige ane, at loftet bliver båret oppe af de to flade søjler, som indrammer døren til altanen, og en gipsfigur, som bærer loftet på sine skuldre. Gipsfiguren er fra Sue Cook. Der sidder en tilsvarende i den anden side.


Herren i huset er meget interesseret i stjernehimlen, og den er der rig mulighed for at studere i Provence gennem den stjernekikkert, jeg har lavet. Desværre er kikkerten ikke min opfindelse. Du kan se, hvordan den er lavet her: http://hobbyworkshoppen.blogspot.dk/2013/10/stjernekikkert-i-miniature.html .


På den ene reol i hjørnet blev der plads til en vinreol og en hylde til glas og flasker.


Ovenpå reolerne er en nøgen kvinde. Figuren er oprindelig en blyfigur, som jeg har malet. Den lille giraf er i gummi, og den har jeg fået i gave.

Over reolen hænger et bøffel hoved, som herren i huset har skudt i fordums tid på en safari i Canada.


På væggen ved siden af reolen hænger et bedetæppe, som jeg har broderet, og en sabel - også lavet af metal og malet af mig. På gulvet står en fiskestang og læner sig op af reolen.
 

Til sidst har vi loftet. Der skal være et gelænder langs udskæringen til loft værelset, som skal være en kombination af spille værelse (instrumenter) og spille værelse (kort og måske billard). Mine kære følgere fra udlandet vil nok ikke bemærke det sjove sammenfald mellem betydningen af de to forskellige "spille værelser".


Ak ja - så nåede vi så langt. Nu er der ikke langt igen, før hele huset er færdigt. Der mangler det sidste loftværelse, lidt småting i værelset ved siden af biblioteket og endelig resten af taget.

Hvad skal der så ske - nå ja - jeg har jo en overraskelse til jer, men hav venligst tålmodighed til hele huset er færdigt :-) :-)

lørdag den 27. januar 2018

Biblioteket 1. del

Endelig, endelig, endelig er jeg gået i gang med biblioteket, men starten tegner slet ikke godt - dvs. gulvet har jeg lavet for længe siden, og det synes jeg virkelig er blevet godt.


Så lavede jeg den lille trappe, der fører ind til det lille værelse ved siden af biblioteket. Den blev faktisk meget fin, men den er alt, alt for voldsom i forhold til kaminen, og ville dominere hele rummet, så den blev fravalgt.


Nå men så jeg kunne da endelig starte med at tapetsere. Først satte jeg det samme blå tapet op, som er i det lille værelse i forbindelse med biblioteket. Jeg synes det er et meget smukt tapet, men det er meget blankt.


Her fungerer det fint.


Men i biblioteket, som er større, var det bare et stort genskin, fordi tapetet er blankt og med guldmønster. Det så virkelig rædselsfuldt ud. Så af med det igen og starte forfra.

Hmm - hvad skulle jeg så sætte op. Ingen tvivl om, at det ville være flot med paneler, så jeg lavede en prøve med 1 mm træ, som jeg bejdsede og satte op. Forfærdeligt. Bejdsen virker ikke overalt på træet.


Hvad så????

Tilbage til tapet. Jeg havde efterhånden brugt en formue på at købe tapet, og jeg havde tidligere med held selv printet tapet, så det var det, jeg gik efter nu. Søge, søge, søge - printe, printe, printe - tørre, tørre, tørre.

På med tapetklister og op på væggen. Adddr - limen kan  ses igennem tapetet, det folder, og det buler. Af med det igen.

Printe, printe, printe, tørre, tørre, tørre. Hårspray på forside og bagside. Tørre, tørre, tørre. På med tapetklister og op på væggen med nøjagtigt samme resultat.

Nu var jeg imidlertid blevet godt stædig, så igen printe, printe, printe og tørre, tørre, tørre.

Nu så mine vægge ikke særligt godt ud og jeg kunne holde udsalg i tapetstumper. Jeg satte derfor noget karton på væggene for at få dem så glatte og pæne som muligt.


Som I kan se, er væggen ind til det lille sideværelse faktisk meget skæv, og jeg kunne forudse, at jeg ville få problemer med at lime den store trappe på denne væg, så jeg måtte desværre sætte en ny væg op. Det var ikke det sværeste. Med lidt forsigtighed fik jeg taget væggen med karnappen af. Ses til højre i billedet.


Og derefter fik jeg sat en ny væg op bag ved skorstenen. Jeg havde heldigvis tapet tilbage, så jeg kunne tapetsere den nye væg og montere gulvpanel og loftpanel. Pyhha så lignede rummet sig selv igen, bortset fra, at taget med karnappen ikke var monteret endnu.

Færdig med det, så jeg gik glad videre med biblioteket. Denne gang brugte jeg spraylim til at sætte tapetet op - og endelig fik jeg et brugbart resultat.


Men uheldet blev ved med at forfølge mig. Jeg tror, der hviler en forbandelse over det bibliotek. Jeg syntes der skulle være et lille rundt vindue på trappereposen. Det fik jeg også skåret, men da jeg pillede det lille stykke væg væk, viste det sig, at der var et tag bagved - dumme mig, hvorfor kiggede jeg ikke på bagsiden af væggen, inden jeg begyndte at skære.

Såååå tapet af, lime hullet til, nyt tapet op og skære et nyt vindue længere til højre, og denne gang sikrede jeg mig, at jeg var fri af taget. Se hvor pænt det ser ud nu. Der er skåret hul til altanen i højre side, der er skåret hul til kaminen i venstre side - alt passer. Så nu skal der bare skæres et nyt hul, så man kan komme ind i sideværelset.

Jeg havde oprindeligt tænkt mig en åben bue, hvor jeg ville hænge et perleforhæng, men nu havde jeg denne her fine dør liggende, så den skar jeg hul til og satte i.

Jeg fik også limet den store trappe på plads. Kaminen kom også på plads. Det samme gjorde loftpaneler og nogle flade søjler.


Det runde vindue blev også færdigt, og det spejl som jeg havde tænkt skulle være over kaminen kom i stedet op at hænge over vinduet. Der var selvfølgelig ikke plads nok over kaminen. Nu jeg tænker over det, er der faktisk heller ikke særligt meget plads til reoler!!

Så langt så godt, så jeg ville liiiige sætte taget med karnappen på igen. .................. Ups, taget er skråt,


men da jeg satte den nye dør i fik jeg rykket den for langt til højre, så nu kan taget ikke være skråt længere.  Det bliver bare ved og ved.

Jeg er gået i gang med at lave reoler. Vi må se, hvordan det spænder af. Det rum jeg bare ventede på at komme i gang med, og som skulle være det bedste i huset, er det rum der driller mig allermest, men det SKAL blive godt, og jeg giver ikke uden videre op.

Fortsættelse følger.