Faste læsere

fredag den 3. december 2021

Diligence og the Folly

 OMG er der virkelig allerede gået så lang tid siden sidste post! Jeg beklager virkelig, men der er bare sket så meget, og tiden flyver af sted, når man er i godt selskab - so to speak haha.

I foråret da jeg forlod jer, var jeg netop startet på min diligence. Den er færdig for længst - et spændende men også svært projekt, som jeg godt kunne finde på at lave igen, så jeg ikke ville lave de samme fejl.

 Her et lille kig ind i vognen. Jeg er specielt glad for de udvendige "læder" gardiner. Kraftigt papir, som er malet med oliemaling, og læder effekten fornægter sig ikke.

Det samme gør sig gældende på opbevaringsrummet på bagsiden. Der er så mange fine detaljer på vognen, bl.a. små messing hængsler.


Som det ses, kan forhjulene dreje - måske skulle jeg lave et forspand?


Sædet på taget kan lægges ned, så der er mere plads til bagage. Jeg har faktisk et dukkekit, som jeg endnu ikke er begyndt på. Det skal være kusken.

 Jeg nævnte også i sidste post, at jeg havde en anden overraskelse. En overraskelse jeg var meget længe om at beslutte at købe, da den er temmelig dyr Uhhh.

 Jeg tog dog springet i januar, da det var ved at være en besættelse for mig. Her står kasserne, som projektet kom i. Købt hos Alison Davis i England EFTER brexit, så I fortår, at jeg var bekymret for moms og told. Det havde jeg dog ingen grund til, det var så nyt, at de vist ikke havde fået lavet regler endnu - hverken i England eller her. Men altså 3 meget tunge kasser ankom endelig efter meget lang ventetid.

Indholdet af den ene kasse.

Indholdet af den anden kasse.

Og indholdet af den tredje kasse.

Yes - jeg har købt The Folly :-).

Der manglede en del ting, og andre var ikke helt rigtige, men jeg har fået en kanon service af Ali, og som kompensation for alle strabadserne har jeg fået en del ting af hende helt gratis.

Jeg har desværre ikke fået taget billeder undervejs i byggeriet, men det siger noget om besværlighederne, når det først er i november, at underetagen blev færdig. 

Gulvet er flagstones fra Staceys Miniature Mansonry. Da de var lagt, gav jeg dem voks og 3 gange lak.

Medens jeg ventede på at modtage manglende ting, lavede jeg denne stol, som jeg havde købt som kit hos Alison Davis. Den blev malet med guldmaling, og jeg broderede sæde og ryg. Jeg er i gang med en stol mere.

Jeg begyndte på tapetet på væggene og eksperimenterede med paneler.

Det er ikke løgn, når jeg siger, at jeg næsten har lavet alting 2 gange. Tapetet er ikke det endelige resultat, og panelerne heller ikke.




En ting som drillede mig rigtig meget, var dørene. Hele tre gange lavede jeg dem. Ikke fordi de er svære at lave, men jeg har det ikke godt med hængsler. Det er umuligt for mig at undgå lim, så de ikke fungerer. Eller også falder hængslerne af, fordi limen ikke binder ordentligt, men endelig lykkedes det mig at få et nogenlunde resultat.

Som I kan se på billedet, endte jeg med nogle paneler fra Miniature Mansions. Også de voldte mig problemer. De kan bøjes, når de varmes op, og jeg brugte først en varmepistol, hvilket jeg fandt ud af ikke er særligt optimalt. Til sidst endte jeg med at varme dem i ovnen, så bliver de dejligt bløde og er nemme at bøje, men pas på - det går hurtigt, og de må jo heller ikke blive for bløde.

Loftlisterne er også fra Miniature Mansions.
 
Begge de blev malet og monteret, efter at jeg havde tapetseret for anden gang.
 
Ved samlingerne ved rundingerne limede jeg nogle lister.
 
Alle døre og vinduer er malet blå. Loftet har fået hvid maling, og der er monteret nogle lister, som er malet med guld. Indeni rammerne er der malet med en lys blå, som er let mixet med hvid. Tapetet er også fra Alison Davis.


Jeg har også købt trappen hos Alison Davis. Den købes i enkelte trin, så man selv bestemmer højden på trappen. Den var så sjov at lave. Den er lavet i en tinlegering uden bly. Da jeg fik samlet den, malede jeg den med sort lakfarve og guld. Gelænderet fik brun oliemaling, så det ligner læder.

Man kan lige ane, at der er en kæde for trappen med et skilt, hvor der står privat.

 
Jeg fik endelig besluttet mig til, hvad huset skal være. Det skal være en antik butik, så jeg skal fylde alskens sager ind i det. Det er kun underetagen, der skal være butik. Overetagen skal være ejerens hjem.

Jeg har udskiftet hoveddøren med en uden vinduer, så der var plads til et skilt med åbningstider.


Det var sjovt at male huset udvendigt. Det har fået mange lag maling. Først malede jeg med en beige, og derefter forsøgte jeg at ælde huset med forskellige brune, orange og sorte toner, som blev duppet på, og derefter tørret af igen, eller fortyndet meget med vand. Jeg synes det er lykkedes meget godt, og det er en af de ting, jeg er meget tilfreds med.

Ornamenterne blev malet med guld, som også er ældet.


De udendørs lamper er bare så skønne.

Det ene udendørs hjørne blev afsat til skraldespand. To høje træer skjuler skraldet en smule for kunderne, men desværre kan skraldet ikke være i fred for de vilde dyr. Dyret er købt, men skraldespand og skrald har jeg selv lavet.



Til sidst kunne jeg endelig afslutte stueetagen og lægge loft på. Jeg limede finer på gulvet på overetagen, men det blev ikke helt, som jeg ville have det.

Suk - også det måtte af igen.


Nu ser det sådan ud - meget bedre synes jeg. I hjørnet skal der være et lille badeværelse.


Her er der så nogle stemningsbilleder med lys.



Det blev en lang post, men der er også sket meget. Jeg håber jeg kan vende tilbage lidt hurtigere næste gang. Indtil da kan jeg fortælle, at vi fik den første sne i går - så vi håber på hvid jul i år.









 

2 kommentarer:

  1. What you've accomplished is UTTERLY GORGEOUS Farmor!!! It is so naturally elegant and FRENCH! The quality and detail of your work with the various finishes is SUPERB! I especially like your embroidered work on the chairs and how wonderfully it goes with the wallpaper which again is a PERFECT CHOICE for this superior build! I hear you loud and clear about having to do everything Twice but what a Visual Payoff for you! BRAVO and MORE MORE!!! ❤️

    elizabeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Thanks a lot Elizabeth. You give me too much credit :-) I have made quite a bit on the Folly as you will se in my next post.

      Slet