Faste læsere

mandag den 16. maj 2016

Seng og tagrender

Man kan så spørge sig selv, hvad de to ting har med hinanden at gøre. Jo, dels har jeg lavet en seng til soveværelset, ,dels har huset nu endelig fået tagrender på.

Uha - det bliver vist en laaang post den her.

Jeg startede med at lave hovedgærdet til sengen. Først lavede jeg to skabeloner i pap, og derefter skar jeg en ud i træ.



På den ene papskabelon tegnede det mønster, som skulle være på hovedgærdet.


Derefter brugte jeg denne papskabelon til at lægge oven på træskabelonen, og borede alle de huller jeg havde konstrueret.


Derefter lavede jeg en skabelon i skumgummi - det er bare en almindelig skum vaskeklud, jeg har brugt.


Denne blev så limet på træskabelonen.


Jeg fandt ud af, at hullerne faktisk sad alt for tæt til at det ville blive pænt, så det er kun hvert andet hul som blev anvendt. Fra bagsiden syede jeg med dobbelt tråd gennem træ, skumgummi og stof, derefter blev der syet tilbage til bagsiden igen. Tråden blev trukket godt til, så det endte med at se vatteret ud. Man er næsten nødt til at bruge to nåle, ellers er det meget besværligt, at finde hullet fra forsiden igen.

Sådan kom vatteringen så til at se ud.


Bagsiden bestod af den anden pap skabelon betrukket med et stykke stof magen til det på forsiden.



Bagstykket blev limet på forsidens bagside.


Til sidst monterede jeg et silkebånd rundt langs kanten og lod det ende i en lille sløjfe øverst på hovedgærdet.


Selve sengen er bare en kasse at noget rest træ, jeg havde liggende. Målet er 15 x 7,5 cm., så det er ikke en dobbeltseng.


Jeg limede ekstra træ i hoved- og fodende, så benene havde noget at gribe fat i. Benene er bare en rundstok som er skåret i fire lige store længder.


Madrassen blev lavet at noget skum beklædt med stribet stof. Også her blev der syet, så det ligner vattering.




Jeg skulle nu lave lagnet. Hvis du gerne vil lære at lave en meget smal, helt lige søm, så kan du lære det her https://thedollshousebeddingcoblog.wordpress.com/



Jeg ville have et lagen som havde fine folder ned over sengen, så jeg startede med at lave en strimmel stof ca. 3 gange så lang som sengens mål på de to sider og den ene ende. Jeg lavede en søm på den ene langside, og rynkede den anden langside.


Herefter kom strimlen i min pretty pleater. Det måtte ske ad to omgange, da pleater'en ikke er bred nok. Strimlen blev sprøjtet med stryge stivelse for at holde faconen.


Da strimlen var tør, blev den syet på et stykke matchende stof, som passede til sengens mål.


Til sidst lavede jeg et sengetæppe og en lille pølle. Det er ikke let at se, men sengetæppet er også vatteret med sømme i rudemønster.


Og her står sengen nu i soveværelser.


Her kan I så se de tagrender, som huset har fået. Jeg har brugt hvide pvc rør, som jeg har skåret i passende længder og varmet, så jeg kunne bukke dem i de korrekte vinkler. På passende steder har jeg monteret smalle pvc rør, som er en anelse tykkere i omkreds. De ligner så beslagene, som bliver sat fast på huset. Man skal være forsigtig, når man varmer pvc. Det kan let blive for varmt, og så går det ud af facon, når man bukker det. Det skete desværre nogle gange for mig.

Selve tagrenden er halve pvc rør. Beslagene der holder dem på plads er lavet af pap, som er malet i samme farver som tagrenderne. De har først fået sølvfarve, og så en blanding af sort og grå, som er påført med pensel og næsten tørret af igen, så man svagt kan se sølvfarven igennem.



Vandtønden er naturligvis fyldt med vand.



Nu mangler jeg vist kun en bil og nogle blomster udvendigt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar