Faste læsere

lørdag den 2. november 2019

Gadelampen

Der har været stor interesse for min franske gadelampe, så jeg viser her, hvordan jeg har lavet den.

Jeg startede med at lave blomsterkassen. Den er 5 x 5 cm og 6 cm høj. Den kan laves af lister, der limes sammen, eller af 4 stykker træ - som jeg har gjort. Inden de blev limet sammen prægede jeg træet, så det kom til at ligne lister.


Der kom em bund i, og 4 hjørnestolper 4 cm høje.


Da kassen var tør, blev den malet to gange med akryl og 1 gang med emalje.


Jeg lavede en top til kassen, som kunne monteres ovenpå hjørnestolperne og med et hul i midten af samme omkreds, som det nederste pvc rør.

Jeg skar rør i 4 forskellige tykkelser, som lige præcis passede ind i hinanden.


Her er de to nederste rør samlet.


Det tredje rør fyldte jeg med tørt sand.


Lukkede begge ender med afdæknings tape.


Og med en varmeblæser bukkede jeg røret over en form, son jeg havde lavet. Det er nødvendigt at fylde røret med sand for at det skal holde den runde form. Hvis der ikke er sand i, bliver røret fladt, når det bliver varmt.


Indtil røret var helt koldt, fastholdt jeg det med en skruetvinge. Jeg havde inden da tømt røret for sand. Det fjerde rør, som ikke er hult, har jeg bukket i en skruestik - også med varmekanon. Det skal være den sidste runding på lampen.


Derefter lavede jeg lampeskærmene. De blev lavet af gennemsigtigt akryl glas, limet sammen i kanterne, og malet et par gange med vandfarve.
 

Så var turen kommet til at lave hatten til skærmen. De blev lavet af kraftigt sort karton og skåret efter en form, jeg har konstrueret.


Af selvhærdende ler lavede jeg små kugler, som - da de var tørret - blev limet ovenpå hatten.

 Derefter borede jeg hul gennem kugle og hat til ledningen.


 Jeg fyldte nogle små plasticposer med sand. Poserne blev placeret i bunden at blomsterkassen for at give lampen noget vægt.
 

 Nu var lampeskærmene tørre, så jeg kunne færdiggøre dem.

Sort karton 2 mm smal blev limet om den nederste kant, samt på alle hjørner. I midten forneden blev limet en lille sort perle.
 

Jeg borede et hul i rundingen på pvc røret, som jeg kunne skubbe en tynd ledning igennem. Ledningen gik også gennem den sorte kugle og hatten, og så kunne jeg montere en pære, før jeg limede lampeskærmen på hatten. Det lille stykke synligt ledning blev malet sort.

Ledningen blev ført hele vejen igennem alle rør og kommer ud under blomsterkassen. Der kan så monteres et stik på ledningen, eller den kan forlænges efter ønske. Det er ikke nemt at få øje på ledningen på billedet, men den er der.


Nu skete der så det, at jeg fik bestillinger på lampen, men man ville gerne have, at lampen kunne bruges med batterier. Det sagde jeg naturligvis ja til uden at ændre prisen, lidet vidende at det er ikke bare ligetil.

Først måtte jeg på jagt efter nogle batteriholdere med afbryder (omkostning). Jeg skulle også have batterier dertil (omkostning).

Det viste sig, at 12 v pærer ikke kan bruges til 2 x 3 v batterier :-(

Min mand foreslog så at sætte led dioder i (ny omkostning) Så langt så godt.

Nu er jeg jo ikke nogen ørn til at lodde, eller til elektronik i det hele taget, men det er min søde mand heldigvis. Så han loddede diode til ledning i den ene ende, og modstand og ledning til batteriholderen i den anden ende, men hvor skulle batteriholderen placeres? Tænke, tænke.


OK jeg lavede blomsterne som en krans, der kan løftes, og så lavede jeg et rum i blomsterkassen, hvor batteriholderen kan sidde, Blomsterkrans på plads, adgang til afbryder,


og vupti havde jeg endelig en gadelampe til batterier. Pyha - sved på panden - stress - og meget, meget dyre lamper, som ikke længere sælges til den samme pris som 12 v lampen.


Moralen er, at man lærer, så længe man lever.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar