Faste læsere

fredag den 10. januar 2020

Kanalhus

I min verden er der ikke så langt fra tanke til handling.

Jeg er nu meget langsomt og omhyggeligt gået i gang med et nyt hus. Det skal være et hollandsk kanalhus. Jeg har altid beundret Josje Bouwts kanalhuse, så det er klart, at hun er en stor inspiration for mig, dog uden at jeg kopierer hende.

Lige efter nytår købte jeg træ - 6 mm mdf - i mit lokale byggemarked, og fik dem til at skære pladerne til efter en tegning, jeg havde lavet. Det koster godt nok lidt at få skåret snittene, men det er rigeligt pengene værd, da jeg så er sikker på, at alt er skåret i vinkel.

Jeg har en meget præcis idé om, hvordan huset og omgivelserne skal være - ikke hvordan hvert enkelt rum skal være, men størrelsen på dem - så jeg startede med den ene gavl. Som det ses, bliver det et kæmpe stort hus. Kælder og 3 etager samt loft. Nok det største projekt, jeg er gået i gang med, men jeg føler, at jeg både har erfaringen og modet på det nu. Jeg VED det bliver godt.

Der findes heldigvis masser af kanalhuset på nettet, så det sværeste var at vælge det design, jeg ville have. Fælles for de fleste er dog, at de har en trappe, der fører fra gadeniveau op til hoveddøren.


Efter at jeg havde tegnet, hvor døre og vinduer skulle være, borede jeg huller i hvert hjørne af døre og vinduer, og brugte derefter min lille stiksav til at skære hullerne, og som det ses, er jeg begyndt at lave vinduerne. Jeg har lavet en form, så jeg er sikker på, at vinduerne bliver fuldstændig lige brede og vinkelrette. Kældervinduet stammer fra Lavender House og er lavet af Arjen Spinhoven.


Mens jeg tænkte over hvordan huset skal se ud, fik jeg lavet trappen fra gadeniveau til hovedindgang. Målene til dette var jo på plads. Trappen og trinene er lavet af 1 cm. tyk skumplade. Stolperne er nogle jeg havde liggende, og ligeså med gelænderet, som er lavet af kraftig messingtråd.



I kældernedgangen sidder en lille sort lygte, som også er genbrug fra Lavender House. I kan jo nok regne ud, at min trussel i sidste indlæg er ført ud i livet. Jeg demonterede Lavender House meget nænsomt, så de fleste materialer kunne genbruges, og heldigvis har jeg masser af billeder af huset.


Det første rum i kælderen skal være vinkælder. Jeg lavede derfor et sted hvor man kan stable brænde og have en gryde i kog. Ikke umiddelbart noget fra en vinkælder, men det er jo et meget gammelt hus, og det har nok oprindeligt været køkken. En trappe fører op til toppen at brændestedet. Her er det meningen, at der skal opbevares vintønder.


Også her har jeg brugt 1 cm skumplade. Det hele er beklædt med murstenstapet med præget mønster. Forsiden og rummene indvendig har fået lidt sort maling, som skal ligne sod, og forkanten af det hele er flad elefanttråd.


Et gammelt bræt ligger på trappen, så man har noget at trille tønderne op ad.



Lanternerne har jeg lavet for længe siden af pap og diverse pynteting.


Vintønden lavede jeg, mens jeg ventede på, at det andet tørrede. Så det var frem og tilbage mellem tønde og brændested. Det tog mange dage, at lave tønden, da jeg kun kunne lime et par lister på ad gangen.

Tønden er lavet af tre runde plader, den midterste lidt større end den øverste og nederste. Pladerne lagde jeg ovenpå hinanden, så de var centreret, og borede tre huller igennem alle pladerne, som så er samlet med rundstokke. Uden på limer man så tynde, tynde lister. Jeg fik også boret et hul til en prop og sat en vinmærkat på.


I tænker nok, at jeg stadig er meget hurtig, men husk på, at jeg er pensionist og har hele dagen til min rådighed. Jeg tænker virkelig meget over tingene, før jeg laver dem, og jeg slår mig selv over fingrene, hvis det er ved at gå for hurtigt. Lige nu venter jeg på noget materiale fra England, før jeg kan komme videre med facaden.

5 kommentarer:

  1. WOW WOW WOW!!!!
    It's going to be Fantastic, Jette, and the staircases are absolutely Fabulous; especially the brick ones in the basement!!!!

    SvarSlet
  2. At doemme efter det du allerede har lavet bliver det et helt fantastisk hus, Jette!
    Fortrappen er super, og det er det aflagte braendested og kaelder trappe ogsaa. Jeg glaeder mig til at foelge med it dit nye projekt.
    Anna

    SvarSlet
  3. Tak Anna
    Jeg glæder mig også til at fortsætte.

    SvarSlet
  4. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet